Velkommen til!

Vores hyggelige, økologiske købmandsoase har i mere end 40 år samlet alt det bedste på ét sted. Gode, lokale råvarer, herlige krydderier i løs vægt, sækkevis med korn, bønner, kerner og ris, nænsom hudpleje, miljøvenlige  rengøringsmidler, uldvarer, legetøj, kunstnerartikler og meget, meget mere. 

Når alting mødes

Heksekosten åbnede for første gang i 1977. Signe og Niels Rømer var unge studerende, Signe var højgravid, og pengene små. Der skulle derfor tænkes kreativt for at få det hele til at række. Bønner og brune ris var både sundest og mest mættende, og det unge par ville gerne købe stort ind for at spare en skilling. Det var dog ikke muligt i Silkeborg, så derfor tog de sagen i egen hånd: Råvarer i kilovis blev indkøbt, en forretning blev åbnet, og med sin store interesse for urter fik Signe hurtigt sat sit præg på butikken.

I dag tilbyder Heksekosten et væld af økologiske kvalitetsvalg og et personale, som lever og ånder for sundhed, livsglæde og økologi. Vi har stadig de økologiske råvarer i sække. Du kan nøjes med at købe det, du skal bruge, og endda selv medbringe din egen emballage. Vores butik er et intenst og meningsfuldt øjeblik i en travl hverdag. Vi er her for at få det hele til at mødes. Menneske og menneske. Menneske og natur. Vi er til stede – med dig, med hinanden og med det, vi omgiver os med.

Det mest naturlige er et naturligt valg

At leve i respekt og harmoni med naturen er for os det mest naturlige. Vi har en dyb følelse af samhørighed, og nøjsomhed og fornuft er vores værdier: Køb lidt, men køb det gode. Vær til stede og få mere ud af det. Lad tingene skabes og nydes i kærlighed og gensidig respekt. Vi handler kun med de leverandører, som vi har tillid til, og vi har altid sundhed, livsglæde og økologi for øje.

De dejligste, lokale råvarer bliver leveret til os flere gange om ugen. Café Den Go’e Fe får, hvad vi har i overskud, og dét, der ikke kommer i nærende tærter, supper og dejlige salater, tager Signe med hjem til fårene, som kvitterer med næringsrig gødning til haven, varme garnnøgler og de blødeste skind til butikken. Det er lige, som det skal være.

Vores bæredygtige principper betyder også, at vores butik er kold, fordi det giver produkterne en længere levetid. Det er fornuft og en naturlig omsorg, som er vigtig for os. Det, vi tager fra naturen, skal vi passe godt på. Så selvom du måske skutter dig lidt, så mærker du hjertevarmen.

Produkter

Vores udvalg af bæredygtig te

Den dejligste, bæredygtige te håndplukket i de østrigske bjerge

Vi har et stort udvalg af rene urteteer fra Sonnentor. Urterne plukkes, tørres og pakkes af små familievirksomheder i de østrigske alper. Sonnentor giver familierne en levevej og hjælper dermed til med at holde gang i det liv, der var ved at forsvinde.

Økologisk urtete

Vi høster af den viden, munkene har haft i hundredevis af år

I hundredevis af år har munke haft viden om urter og deres nyttige egenskaber. Det drager vi nytte af i dag i kombination med videnskabelig indsigt.

Krydderier

Naturens egne gode tilsætningsstoffer

Der er ikke noget, der matcher naturens egne dufte, smage og vidunderlige virkeevner. Vi samarbejder med små bønder i de verdensdele, hvor krydderier altid har været brugt til at sikre velsmag, flotte farver og en god fordøjelse – og samtidig hæmme bakterie- og svampedannelse. Køb i løs vægt, lige dét, du vil ha’.

Signe Rømer, indehaver af Heksekosten

I over 40 år har vi delt vores viden og interesse for et liv i balance. Et liv i harmoni med naturen. Fordi det giver livsglæde, når man oplever sig selv som en del af en større sammenhæng. Man tager ansvar og forstår, hvordan tingene påvirker hinanden.
Man vokser ind i det.

Hjemmebagte morgenboller

Vi bager morgenboller,
fordi det varmer sjælen

Uhmmm … duften af hjemmebag. Man snuser det helt ind i hjertet. Hver morgen bager vi 150 boller i vores lillebitte køkken i butikkens baglokale.

Det er en daglig, stemningsfuld rutine. De rene råvarer, den magiske hæveproces, lyset fra ovnen, og varmen, der breder sig. Det er sundhed, livsglæde og økologi. Bollerne strutter på disken, og mange kigger ind for at købe en enkelt eller to. Det skaber liv, og kunderne går videre ud i dagen med et inderligt smil.

Naturen giver os alt, hvad vi skal bruge

Vi glæder os over at kunne give naturen videre til dig i sin fineste, reneste form og på den måde give naturen noget tilbage. Vi nyder at kunne dele vores store viden om, hvordan urter og økologisk balance giver livsglæde hver eneste dag livet igennem.

Økologisk balance
Sød honning fra de lokale bier

Et naturligt forråd

At leve i samklang med naturen; dét er livskvalitet. Vores hylder bugner af det mest nærende og essentielle, vi har. Sød, uopvarmet honning fra de lokale bier, der bestøver blomsterne og dermed giver os frugter og bær, som vi senere kan høste, nyde og komme på glas. Det er ægte råvarer, ægte smag, ægte farver, ægte glæde.

“Når alting mødes er alting godt”

Signe Rømer, om sin køkkenhave i Hinge ved Silkeborg